Vi har i weekenden været på besøg hos nogle venner, der har to piger. Den ene er i børnehave, den anden startede i skole sidste år. De er sikkert en helt almindelig famillie, som ligner de fleste – måske lige bortset fra at begge forældre har skiftende arbejdstider. Efter sådan en weekend, hvor man nu er hjemme i bag egne trykke og fredelige mursen, er der dog (igen) oparbejdet en ny respekt omkring ”kerne familien”. Det er jo lidt typisk, at i takt med at venner og bekendte begynder at få børn, så falder deres engagement i ”venne middage”, i teater- og biografliv og ikke mindst sociale institutioner som fester og lignende til et rimeligt minimum.
Hvor tit har man ikke kastet en kæk bemærkning efter dem, og at de vidst er blevet dovne og ugidelige?
Efter en weekend, hvor vi nu har været med inden for murene i en sådan kerne familie – 100%, så kan man jo kun siddet kvæstet tilbage og undre sig over hvordan forældrene klarer at være på – ikke bare de 50 timer, som vi holdt ud, men – hver eneste dag året rundt.
Måske er de slet ikke blevet dovne. Måske er det bare hverdagen, der med sine mange aktiviteter og krav om opmærksomhed og med levenhed, der bare kræver meget mere energi end det man egentligt går og tror fra de samtaler og tilfældige møder man gør sig i hverdagen.
Respekt.
